0028

Modellerne blev klogere på økonomi

Image

Ti modeller var mødt op da Danske Modeller d. 14. november 2012 slog dørene op til den første af foreløbig to skatteaftener hvor foreningens medlemmer kan få svar på spørgsmål i forbindelse med aflønning og skatteregler når man er model.

Spørgelystne modeller

Statsautoriserede revisor Jens Villemann fra Andersen&Villemann lagde ud med et  oplæg som blev forlænget en del af ivrige modeller.

Image

Image

Mens spørgsmål som “Hvorfor er jeg tvunget til at betale pension i Frankrig?” og “Hvordan kan vi være lønmodtagere, hvis ikke vi får feriepenge?” fløg gennem luften, manøvrerede Jens på bedste vis igennem emner som selvangivelse, SU-regler, moms, skatteregler for udenlandsk indkomst, fradrag og sidst men ikke mindst fordele og ulemper ved at blive selvstændig. 

Jens understregede, at modellerne selv er ansvarlig for at deres skatteforhold er i orden, og anbefalede dem samtidig at søge assistance ved en kvalificeret Statsautoriseret revisor.

Image

To personlige fortællinger

 Efter en kort pause fortalte modellen Christina Berg om sine erfaringer gennem 9 år som model, og især hvordan hun oplevede det at være selvstændig:

“Det kan være svært at huske deadlines, men hvis man har gode vaner, husker at gemme alle sine bilag og får hjælp til indberetningerne, så kan det sagtens lade sig gøre at være selvstændig.”

Image

Christina forklarede også årsagen til at hun valgte at annulere sit firma efter ca. 1. år som selvstændig:

“For mig blev det for uoverskueligt. Selvom jeg fik revisorhjælp til indberetningerne kunne jeg ikke se meningen i det, i forhold til min indkomst på daværende tidspunkt. Arbejdet med at være selvstændig var for stort i forhold til hvad jeg fik ud af det. I bund og grund skal man jo ikke tjene penge på skat, men på at arbejde.”

Image

Vær realistisk

Janus Rune Schultz, som med sine 13 år som model var arrangementets mest erfarne model, afrundede aftenen med et oplæg som handlede om vigtigheden af en god portion sund realitetssans hvis man vil være selvstændig:

“Hvis du er typen som elsker at organisere, og aldrig har bunker til at ligge og rode,  så vil man sikkert være god til at administrere de krav, der stilles som selvstændig. Omvendt, hvis du er et  rodehoved som får koldsved når du ser en rudekuvert, så skal man nok overveje kraftigt at blive cvr-registreret, med mindre man har en støttepædagog”

Image

Janus har været selvstændig i en årrække, og har selv måtte sande, at han er en af typerne, som har brug for hjælp til at organisere. Han har en fast revisor ansat, og hans mange år som selvstændig har rustet ham til at styre udenom de værste faldgruber:

“De fleste selvstændige modeller har startet deres virksomhed for at drage nytte af de skattemæssige fordele, modsat en “almindelig” virksomhed, som jo typisk er ide-baseret. Der er altså ikke tale om den samme higen efter vækst eller udkig efter nye produkter. Her har du dig selv og derfor er det vigtigt, at du kan leve indenfor de rammer en cvr. registrering sætter. Du skal både være produkt og bogholder, og hvis du ikke har flair for bogholderi, skal få en til at hjælpe dig med at skabe klare rammer. Men så er det også min klare overbevisning, at du ikke behøver at tjene meget over 100.000 for at det kan betale sig at blive momsregistreret”

 

Mange tak til Frit Forum for lån af lokaler, og tak til fotograf Matias Bager for at tage billeder.

Næste Skatteaften afholdes d. 19. Januar i København. Tilmelding sker ved at kontakte contact@danskemodeller.dk

Leave A Comment