Forretningsgrundlag

Baggrund

Den danske modebranche har behov for en forening som kan samle danske modeller og modeller der arbejder i Danmark i et fællesskab, hvor modellernes trivsel og interesser tilgodeses og realiseres.

I Danske Modeller er det vores vision, at alle profesionelle modeller i verden er sunde, tilfredse og glade.

Intentionen er at højne det generelle vidensniveau om modeller, skønhedsidealer og sundhed i Danmark og arbejde med udgangspunkt i modebranchens modeller og deres trivsel.

Initiativet sker til dels på baggrund af de sidste mange års debat i medierne omkring modebranchens pleje af modellernes interesser og sundhed. En flok profesionelle modeller gik sammen og stiftede således Danske Modeller d. 2. juni 2010 ved en stiftende generalforsamling i Århus. Foreningen har hjemsted i Århus, og arbejder primært i Århus og København.

Branchen i dag

Den danske modebranche befinder sig i en større forandringsprocess. Et par år efter lancieringen af Det Etiske Charter (formuleret af Danish Fashion Institute (DAFI) og LMS i 2007), står det klart, at der ikke er blevet fulgt op på chartrets ambition om at arbejde for modellers trivsel. DaMo vil følge op på det gode initiativ og være med til at videreudvikle og konkretisere charterets målsætninger.

Det skønnes at cirka 1200 danske modeller arbejder professionelt i dag. Ud af disse modeller er ca. 400 modeller new faces (nye modeller). I og med der aldrig har eksisteret en uddanelse til at blive model omtales new faces ofte som “models in training” eller “Modeller under oplæring”.

Vision

I Danske Modeller er det vores vision at alle profesionelle modeller i verden er sunde, tilfredse og glade.

Vi vil arbejde for at nå vores vision ved at lave en forening for alle modeller der arbejder i Danmark, så den danske modebranche og vores samarbejdspartnere får mulighed for at profilere sig selv som værende bæredygtige, ikke bare i forhold til miljøet, men også overfor modellerne. Vi håber at virksomheder og den danske modebranche vil gå med os i spidsen og være et godt eksempel på vejen mod at ændre et generelt samfundsproblem. Og så vil vi gøre modebranchen til et endnu bedre sted at være.

Mission

Vi er modellernes stemme i den politiske debat, og dermed vil vi håndhæve og beskytte modellernes rettigheder.

Der blev i november 2009 stillet forslag i folketinget fra forskellige sundhedsordførere om at konkretisere modebranchens Etiske Charter fra 2007. Danske Modeller vil være med i denne politiske debat og bidrage med vores indsigter og erfaringer. På den måde sikrer vi, at de ændringer og forslag som gennemføres er relevante og kommer modellerne mest muligt til gavn.

Vi går ind for et naturligt skønhedsideal uanset størrelse. De naturligt tynde modeller skal ikke presses til at tage på, og de naturligt større modeller skal ikke presses til at tabe sig.

Den danske modebranche er i international standard en branche som grundlæggende værdsætter diversitet i modebilledet. Vi vil gerne arbejde for at denne mangfoldighed får lov til at blomstre og udfolde sig, så ingen modeller føler sig presset til at tage på eller tabe sig. Vi tror på at der både er plads til en str. 34 og en plads 38 i modebilledet så længe modellerne er sunde og raske. Vi vil klæde modellerne på til at modstå fristelserne om at tabe sig for at få et bestemt job eller komme til udlandet.

Vi yder modeller hjælp til selvhjælp og trækker på hinandens erfaringer.

Vi vil facilitere trygge rammer hvori modeller kan mødes, dele erfaringer og udvikle sig selv i et lukket forum udenom arbejdsgivere, eksperter og modelbureauer. Vi vil både tilbyde fysiske rammer og virtuelle rammer i diverse fora på vores intranet i forlængelse af vores hjemmeside. Ved at skabe disse ModelTilModel-relationer tror vi på at vores medlemmer for få midler kan hjælpe og videreudvikle hinanden.

Vi vil hjælpe nye modeller og deres pårørende med råd og informationer om de krav der stilles til arbejdet som model.

Det er vores ambition at tilbyde kommende modeller praktiske informationer og kurser om de udfordringer, oplevelser og krav man møder som model. Vi vil også inddrage de pårørende og give dem en forståelse af modebranchen. Vi håber at kunne fungere som en “faglig storesøster” og tage de nye modeller i hånden i det omfang det er muligt.

Vi vil forbedre sammenholdet og det kollegiale fællesskab for modeller

Vi arbejder for medlemskredsens faglige videreudvikling. Vi arbejder for selvværd og selvrespekt blandt alle modeller, bla. i vores Model-Til-Model tilbud i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, og tror på at dialog, rådgivning og fællesskab vil skabe sundere, gladere og dygtigere modeller.

Vi tror på at vi ved at lave tilbud omkring sundhed og professionel psykologisk og juridisk rådgivning kan skabe bedre, sundere og mere profesionelle modeller. Vi vil lave workshops af forskellig karakter, f.eks. med fokus på kostvejledning, træning, selvforsvar, rejser osv. Vi vil også lave dybere workshops om modellers selvbillede, selvværd/selvtillid og personlig udvikling. Desuden glæder vi os til at udvikle og afvikle forskellige aktiviteter som f.eks. sportshold og fester.

Vi vil fjerne tabuet omkring spiseforstyrrelser blandt modeller.

I vores foreningsarbejde og ved at skabe rammerne for en åben og ærlig dialog modeller i mellem, håber vi, at vi på en positiv og konstruktiv måde, kan få belyst det tabu som spiseforstyrrelser er i modebranchen. På den måde er det vores ambition at komme tabuet til livs og motivere de modeller som lider en spiseforstyrrelse til at søge professionel hjælp.

Vores modtagelse

Danske Modeller blev stiftet d. 2. juni 2010. Vi har været i Go’aften Dk, DR Update, Deadline, Lorry, P3 og P4, Nova fm og vi er nævnt i artikler i JP Erhverv & Økonomi, Politiken, Metroexpress, Avisen.dk, Ekstrabladet, Eurowoman og Elle.

“Det glæder mig meget at man har startet denne forening, da det er vigtigt at så unge mennesker har et sted at rådføre sig samt være en del af den kommunikation som foregår engang imellem. Jeg glæder mig til at komme i dialog med jer, da vi med branchen har et hængeparti angående en forespørgsel som jeg rejste i folketinget. Her blev vi enige om at tage problemstillingen op igen, og var enige om at hvis branchen ikke havde gjort noget så ville vi lave en lovændring.”

Liselott Blixt MF, Sundheds og psykiatriordfører

“Det lyder som et godt og spændende initiativ, som I har gang i. Held og lykke med arbejdet. Jeg ser frem til at høre yderligere nyheder fra jeres side.”

Sophie Hæstorp Andersen, Sundhedsordfører for Socialdemokratiet.

“Jeg synes det er et godt initiativ, især til unge piger der lige begynder og som er så frygtelig usikre, og måske ikke mindst til deres forældre, som har det lige sådan…. det er fint med et sted hvor man kan søge konkret råd og vejledning og som har en holdning til det der med at være tynd eller tyk eller ok som man er.”

Renée Helmig Toft Simonsen, Tidligere model og ambassadør for DaMo.

Comments are closed.